Rejsemål: Europa > Island

Søpapegøjer er almindelige på Island

Magiske Island

Betagende magisk natur med aktive vulkaner, varme kilder, vandfald, gletsjere og spændende dyreliv - du er kommet til Island, den store ø i det nordlige Atlanterhav.

Kysten på Island har subpolar kystklima. Den varme nordatlantiske strøm sikrer en generel højere årstemperatur end de fleste andre steder på den samme breddegrad på kloden.

Turisme

Turismen er Islands næststørste erhverv; specielt sommerturismen har en stor betydning. Turisterne kommer fortrinsvis fra USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Skandinavien, hvis man ser på ankomster til Keflavik International Airport.
På grund af Islands beliggenhed i Nordatlanten har transportselskaberne fordel af den stigende turisme. Der er mange flyforbindelser fra det europæiske fastland og færgeforbindelse fra den danske vestkyst til Seyðisfjörður med den færøske bilfærge Norröna, der fortsætter til Færøerne. Ved siden af de mange kunstmuseer minder Nationalmuseet i Reykjavík og de andre islandske museer om landets rige kulturarv. Særlig frilandsmuseerne dokumenterer livsbetingelserne før i tiden. Blandt de mange naturoplevelser i landet tiltrækker den Blå Lagune, gejseren Geysir, vandfaldet Gullfoss samt vikingernes parlament þingvellir især turisterne.

Geografi

Island er verdens attendestørste ø og den næststørste i Europa efter Storbritannien. Hovedøens areal er 101.826 km², mens hele landets areal er på 103.001 km², hvoraf 62,7 % er tundra. Der findes 30 mindre øer i Island, heriblandt den tyndtbefolkede Grimsey samt øgruppen Vestmannaeyjar. Af landets areal er 14,3 % søer og gletsjere, mens kun lidt over 25 % er stabilt bevokset.
De største søer er þrisvatn (et reservoir) på 83-88 km² og þ?ingvallavatn på 82 km²; andre større søer er Lagarfljót og Mývatn, mens Jökulsárlón er den dybeste med 248 m.

En lang række fjorde giver en takket kystlinje, der er 4.970 km lang, og det er langs kysten, at størstedelen af befolkningen bor. Indlandet på øen er koldt og ubeboeligt, da det består af en kombination af sand, bjerge og lavaområder. De største byer er hovedstaden Reykjavik sammen med de nærtliggende Kópavogur, Hafnarfjörður og Garðabær; dertil kommer Reykjanesbær, i hvis nærhed landets internationale lufthavn, Keflavík, ligger, samt Akureyri på nordkysten. Island har tre nationalparker: Vatnajökull, Snæfellsjökull og þingvellir

Geologi

Island har mange gejsere, heriblandt Geysir, hvorfra ordet er afledt, samt den kendte Strokkur, som går i udbrud med 5-10 minutters mellemrum. Efter at have været slumrende i en periode begyndte Geysir igen at gå i udbrud efter en serie jordskælv i 2000. Dens aktivitetsniveau har siden taget lidt af og den bryder nu ud omkring et par gange dagligt.
Geotermisk energi er meget udbredt i Island, og det samme gælder vandkraft baseret på de mange elve og vandfald i landet, og dette medfører, at de fleste indbyggere i landet har adgang til billigt varmt vand, opvarmning og elektricitet. Øen består geologisk set af basalt, størknet magma med et lavt indhold af siliciumdioxid, som man kender fra lava, der er væltet ud over omgivelserne i lighed med forholdene på Hawaii. Til forskel herfra har Island imidlertid en vifte af vulkantyper (stratovulkaner og spaltevulkaner), hvoraf mange producerer andre typer lava med blandt andet ryolit eller andesit. Island har hundredvis af vulkaner, hvoraf omkring 30 er aktive.

Mad og drikke

Store dele af islandsk madkultur er baseret på fisk, lam og mejeriprodukter med yderst begrænset anvendelse af urter og krydderier. På grund af landets klima er frugter og grønsager ikke normalt en del af de traditionelle retter, men brugen af drivhuse har ændret på dette forhold i nyere tid. Þorramatur er fællesbetegnelsen for en række retter, hovedsageligt af fisk eller kød, skåret i mindre stykker og spist med rugbrød, smør og brændevin. Søpapegøje anses for at være en lokal delikatesse og serveres ofte stegt.

Morgenmaden består ofte af pandekager, kornprodukter, frugt og kaffe, mens frokosten kan være det kolde bord. Hovedmåltidet for de fleste islændinge er middagen, som ofte har lam eller fisk som hovedingrediens. Fisk indgår i mange islandske retter, særligt torsk og kuller, men også laks, sild og helleflynder. Fiskene kan tilberedes på mange måder, både røget, syltet, stegt og tørret. Lam er klart den mest udbredte kødsort.

Kaffe er en udbredt drik i Island, og den drikkes til morgenmaden, efter hovedmåltider eller til et let måltid om eftermiddagen.
Den nationale alkoholiske drik er brennivín, der ligner akvaviten kendt fra det øvrige Norden.

Transport

Der er knap 13.000 km veje i Island, deraf næsten 5.000 km registreret som hovedveje. Mange af vejene er uden fast overflade, særligt mindre befærdede veje på landet. Hastighedsgrænserne er på 50 km/t i byerne, 80 km/t på grusveje og 90 km/t på veje med fast overflade. Der findes ingen jernbaner i landet.

Nationalvej 1, også kaldet Hringvegur (Ringvejen), strækker sig rundt om øen og forbinder derved alle de større beboede områder. Konstruktionen heraf blev afsluttet i 1974, og vejen, der er asfalteret på hele strækningen, er på 1.337 km med et spor i hver retning, undtagen omkring de større byer samt i Hvalfjörðurtunnellen (lidt nord for Reykjavik), hvor der er flere spor. Mange broer på vejen, især i den nordlige og den østlige del af landet, har kun ét spor i alt og er lavet af træ og/eller stål.
Den nationale lufthavn i Island er Keflavik International Airport, der ligger 48 km vest for Reykjavik. Indenrigsflytrafikken, forbindelser til Grønland og Færøerne samt forretningsflyvning foregår fra Reykjavik Lufthavn, som ligger i selve hovedstaden

Valuta: Islandske kroner (ISK)

Wikipedia

Video-plugin kan ikke vises da du har fravalgt cookies - klik her for at ændre indstillinger.





Kommentar-plugin kan ikke vises da du har fravalgt cookies - klik her for at ændre indstillinger.


Dele-plugin kan ikke vises da du har fravalgt cookies - klik her for at ændre indstillinger.

Populært i Island

Artikler



Vi anbefaler