Rejsemål: Danmark > Vestjylland > Klitmøller
Cold Hawaii - Klitmøller
Fordi Klitmøller fungerer som turistby hele året, findes der et varieret udbud forretninger som supermarked, bager, røgeri, kro, bowlingcenter, sportsforretning, butikker med kunsthåndværk og brugsting, guldsmed, mekaniker, frisør, grafiker, zoneterapeut og flere firmaer inden for bygge- og anlægsbranchen. I nyere tid er mange af de gamle fiskerhuse blevet renoveret, og der er bygget nye parcelhuse og almennyttige boliger.
Før søtrafikken 1957 blev flyttet til den nye havn i Hanstholm, var Klitmøller et driftigt fiskeleje, og hele miljøet fra dengang er stadig bevaret. Der drives fortsat lidt fiskeri fra Klitmøller, men i dag er stedet især kendt som et af områdets vigtigste fritidscentre.
Ved den gamle landingsplads ligger den 12 meter lange fiskekutter "Bellis T97" som minde om en svunden tid, hvor man hver dag trak bådene op på stranden.
Der er gode muligheder for badning og surfing. Ofte bliver byen nævnt som "Det kolde Hawaii" og det er specielt disciplinen Waveperformance indenfor windsurfing samt surfing, der er optimale forhold for. Byen har været vært for de danske mesterskaber i Waveperformance stort set hele vejen op gennem 90'erne samt EM i 1996 og VM i 1998. Den relativt nye sport kitesurfing har også fået mange udøvere fra Danmark og udlandet til at drage til Klitmøller, hvor der er ofte er stærk vind og store bølger.
Der er mange muligheder for overnatninger, varierende fra sommerhuse til værelser. Mange udlejningsbureauer har etableret sig i byen og der er to autoriserede campingpladser. Der findes flere restauranter, cafeer og grillbarer, men de fleste af dem har kun åbent i sommerperioden. Hvert år i den første weekend i juni finder den årlige sommerfest sted.
På sandklitterne ved byen vokser bl.a marehalm, hedelyng, revling, strand-mandstro og Klokke-Ensian, som findes mange steder på klitheden. På klithederne yngler bl.a. Tinksmeden og tranen. Mod øst ligger de store nåletræsplantager Nystrup, Vandet og Vilsbøl med de to store søer Vester Vandet sø og Nors sø.
Klitmøller Å slynger sig fra Vandet sø ned gennem Kvadderkjær og Klitmøller by til udløbet i Vesterhavet.
Video-plugin kan ikke vises da du har fravalgt cookies - klik her for at ændre indstillinger.
Vi anbefaler
-
Hoteller
Hotelovernatning i alle prisklasser - find det perfekte hotel her