Rejsemål: Provence > Côte d'Azur > Nice

Promenade des Anglais W. M. Connolley

Nice (Nizza på Provençal eller Niça på Niçois) er en fransk by placeret i det sydøstlige hjørne af Frankrig. Den er landets femtestørste by og er en af Frankrigs mest besøgte byer, (kun overgået af Paris), hvilket bl.a. skyldes det fordelagtige klima og dens beliggenhed ud til Middelhavet.

Man har kendt til menneskelig tilstedeværelse i området omkring Nice i omkring 400.000 år. Og mange forskellige folkeslag har i tidens løb sat deres præg på byen og området som helhed.

I dag fremstår Nice som en moderne storby med international lufthavn, flere færgeruter og togforbindelser, samt en økonomi, der ikke alene bygger på turisme, men også på handel og uddannelse. Selvom turismen stadig er en meget vigtig del af aktiviteten i Nice, hvor man finder det næsthøjeste antal hotelsenge i Frankrig.

På trods af byens størrelse og status som populært turistmål har indbyggerne formået at bevare deres identitet, bl.a. på grund af byens historie, der på flere punkter adskiller sig fra resten af Frankrigs. Men også byens fodboldhold "Ørnene", der er placeret i den franske 1. division. Samt på forskellige lokale traditioner, hvoraf nogle er gået hen og blevet turistattraktioner i sig selv. Deriblandt karnevalet i Nice, der tiltrækker tusindvis af mennesker hvert år.

Byen er hovedby i departementet Alpes-Maritimes i regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur (PACA). Nice er også hovedby i kommunesamarbejdet Communauté d’Agglomération Nice Côte d’Azur.

Blandt byens attraktioner er Promenade des Anglais med Hotel Negresco og Musée Palais Masséna, samt Chagall-museet og Matisse-museet.

Der er mange fastboende danskere i Nice og omegn, der desuden rummer et dansk konsulat.

Som turist kan man tage en tur med Koglebanen, der går fra Gare de Nice CP til Digne-les-Bains.

Vejret i Nice er karakteriseret ved mange solskinstimer året rundt, varme, tørre somre og lune, fugtige vintre.

Et interessant fænomen, der gør sig gældende i forbindelse med temperaturmålinger i Nice, er at den officielle målestation er placeret i Nice lufthavn, der ligger ved Var-flodens udmunding (og dermed for "enden" af Vardalen). Dette gør, at temperaturen kan være adskillige grader lavere her end i selve byen. Påstanden mangler dog videnskabeligt belæg.

Video-plugin kan ikke vises da du har fravalgt cookies - klik her for at ændre indstillinger.











Artikler



Vi anbefaler